Tag: bær

Jordbærtærte

Mmhhh…Der er ikke noget som en varm sommerdag med en lækker jordbærtærte – og så med danske jordbær! Det er sommer for mig, og den her tærte er simpelthen så lækker, måske endda verdens bedste (i hvert fald hvis du spørger mig) Den er forholdsvis nem at lave, og den er det HELE værd. Jeg håber, at du vil prøve den, hvis du gør, så vis mig endelig din kreation ved at tagge mig på min nye Instagram profil, Magnolias.dk.

Antal: 10-12 personer
Forberedelse: 1,5 time
Ventetid: 1,5 time
Sværhedsgrad: Nem/middel 

God fornøjelse ?!

MØRDEJ

250 gram hvedemel
165 gram koldt smør
1 stort æg
3 spiseske flormelis
Et nip salt
(eventuelt en halv stang vanilje)

CREME
3 æggeblommer
2 dl letmælk
50 gram rørsukker
Kornene af en halv vaniljestang
2 spiseske maizena/majs-stivelse
2 blade husblas
(eventuelt 2 dl fløde, hvis man ønsker en lidt mere “let” creme)

MAZARINMASSE
150 gram marcipan
100 gram blødt smør
100 gram rørsukker
2 æg
50 gram mel
Kornene af en halv stang vaniljestang

GELE
250 g. frosne jordbær
3/4 dl vand
1 spsk sukker
1 stk husblas

Husk ydermere at have
En bakke danske jordbær, halveret.
Ca. 100 gram mørk chokolade – Fint hakket, eller smeltet.

Fremgangsmåde

MØRDEJ:

  • Skær smørret i små tern og bland med flormelis, salt og hvedemel. Arbejd smørret ind i melet, så konsistensen bliver som brødkrummer. Mørdejen kan med fordel køres på en røremaskine, men ellers så arbejd hurtigt, så smørret ikke bliver varmt.
  • Pisk ægget grundigt sammen, og kom det i smør- og melblandingen. Bland hurtigt ægget ind i dejen – uden at ælte for meget. Den skal bare lige hænge sammen. Hvis man gør det på maskine, så lad den køre, til massen er nogenlunde homogen, og så pres bare dejen sammen til sidst.
  • Pak mørdejen ind i film, og lad den hvile i køleskabet i mindst en time. Når dejen har hvilet, så rulles den ud med lidt hvedemel. Smør en tærteform med løs bund og en diameter på cirka 20-24 cm grundigt, og tryk tærtedejen ud i formen. Her kan man selv bestemme hvor tyk eller tynd dejen skal være. Jeg kan personligt godt lide en tynd mørdej, og der kan for mit vedkommende godt være lidt overskydende dej tilbage – men smid det endelig ikke ud! Kom resterne i fryseren og brug dem næste gang!
  • Prik tærtedejen jævnt, så eventuelle luftbobler kan slippe ud.
  • Kom tærtefadet med dej i fryseren. Efter 15 minutter i fryseren kan bunden bages.
  • Bag tærtebunden først i 10-12 minutter ved 200 grader, indtil den er lys gylden.

MAZARINMASSE:

I mellemtiden laves mazarinmassen.

  • Pisk marcipanen, sukker og vanilje, og tilsæt derefter det bløde smør lidt efter lidt, til det bliver en sammenhængende masse.
  • Pisk så æggene i ét ad gangen og tilsæt til slut hvedemelet.
  • Når tærten er har for bagt fyldes den med mazarinmasse og bages nu slutteligt i 15-20 min.
  • Når tærten tages ud af ovnen kommes med det samme, det fint-hakkede chokolade på og smøres ud i et jævnt lag.

CREME:

  • Start med at udbløde husblassen i rigeligt med koldt vand i 10 minutter.
  • Bland herefter resten af ingredienserne i en tykbundet kasserolle, og varm op til kogepunktet under konstant omrøring. Lad cremen småboble i nogle minutter, indtil den er blevet ret tyk.
  • Tag cremen af varmen.
  • Knug vandet af husblassen og rør den i cremen. (cremen vil blive tynd når husblassen først tilsættes, men den vil sætte sig og blive tyk igen!)
  • Overdæk cremen med film og lad den køle af i køleskabet. Cremen vil blive meget fast, men det er meningen!
  • Når cremen er afkølet, piskes den igennem til den er glat.
  • Pisk (hvis du ønsker) fløden til skum og vend den sammen med cremen, til den er homogen.
  • Stil på cremen på køl indtil brug.

GELE:

  • (skal laves lige før samlingen af kagen, så den ikke sætter sig før den er på kagen :D)
  • Kom jordbær, sukker og vand op i en gryde og lad det småkoge i fem minutters tid indtil bærrene er bløde.
  • Si nu massen over i en anden gryde så der kun er en glat sirup tilbage.
  • Kom nu den glatte sirup tilbage på komfuret og giv den et hurtigt opkog – tag den nu af varmen og tag nu husblassen i (som er knuget for vand) – rør det godt.

SAMLING:

  • Tag cremen ud af køleskabet og fordel den ud på den afkølede tærte i et jævnt lag.
  • Kom nu de halvrede jordbær oven på cremen, start fra kanten og arbejd dig indad – det synes jeg er nemmest!
  • Geleen fordeles med en pensel ud over jordbærrene; jeg lader gerne min gele komme ned på cremen, det synes jeg ser så fint ud!
  • Stil gerne kagen på køl i 15 minutters tid indtil geleen af sat sig ordenligt!
  • Pynt eventuelt tærten med citronmelisse, skovsyre spiseligeblomster mm., eller lad den være som den er!
  • Kagen skal opbevares på køl, og kan holde sig 3-4 dage 😀

Lagkage med chokoladebunde, chokolade og skovbærmousse

Siger overskriften ikke sig selv? Amen den er SÅ lækker den her lagkage! Denne lagkage kan jeg klart anbefale! Den kan dekoreres efter eget valg og ville sikker falde i god jord til en familiefødselsdag, eller måske en endda en fest?

Til cirka 10-12 personer (skal laves dagen før)

Det du skal bruge:

CHOKOLADEBUNDE
3,5 dl kogenede vand
65 g kakao
260 g hvedemel
1,5 teske natron
1/4 teske bagepulver
1/4 teske salt
170 g blødt smør
340 g sukker
3 store æg
1 teske vaniljekstrakt

CHOKOLADEMOUSSE
2,5 dl sødmælk
3 æggeblommer
50 g sukker
1 vaniljestang
3 dl piskefløde
200 g mørk chokolade

SKOVBÆRMOUSSE
300 g frosne skovbær (eller friske, eller bær af enhver slags)
4 dl piskefløde
5 spiseske sukker
6 blade husblas
1 vaniljestang
2 dl græsk yoghurt

Pynt:
200 g ren rå marcipan
100 g flormelis
ca 25 g glukosesirup

Roser:
Ca. 70 g marcipan (jeg ved ikke helt hvor meget jeg brugte på at lave dem…men dette er cirka)
Pasta farve – Rød og grøn, eller to andre ønskede farver.

FREMGANGSMÅDE

CHOKOLADEBUNDE
  • Hæld kogende vand over kakaopulver i en skål, og rør til kakaoen er opløst.
  • Sigt mel, natron, bagepulver og salt sammen i en skål og stil til side.
  • Pisk smør og sukker sammen i en stor skål, til det er luftigt (cirka 5 min) Tilsæt æggene et af gangen og pisk grundigt. Rør vaniljeekstrakt i.
  • Tilsæt skiftevis mel og kakaoblandingen, og rør dejen godt sammen. Skrab kanterne ned undervejs så du for alt blandet godt med. Det er vigtig at du ikke røre for meget i det, men kun til det er landet godt sammen.
  • Smør en høj springform (Kan klart anbefale ikke at bare bruge en ring, men en med en bund på, jeg brugte bare en ring og noget af dejen flød ud, så næste gang vil jeg bruge en med bund på!) på cirka 22 cm og drys med kakao. Held dejen i formen og bag ved 175 C i ca 45-60 min afhængig af ovnen. Hold øje med kagen under bagningen.
  • Den kolde kage skæres over i 3 lige tykke bunde.
SKOVBÆRMOUSSE
  • Læg husblas i blød i koldt vand.
  • Kog bær, sukker og vanilje sammen til sukkeret er opløst, og blend massen så den bliver mere ensartet.
  • Vrid vandet fra husblassen og rør den i den varme bærkompot.
  • Når bærrene er kølet ned røres yoghurten i.
  • Pisk fløde til skum og vend den i.

Moussen fyldes i en sprøjtepose (jeg brugte 2) og lægges på køl.

CHOKOLADEMOUSSE
  • Hak chokolade fint og kom den i en skål.
  • Varm mælk og vaniljekorn op til lige under kogepunktet. Pisk æggeblommerne og sukkeret let.
  • Pisk den varme mælk i blommerene og hæld cremen tilbage i gryden.
  • Bring cremen op til 85 grader under konstant omrøring.
  • Sigt den varme creme og hæld den over chokoladen og rør det godt sammen.
  • Pisk lfløden let, og vend den i dne lettere afkølede creme. Fyld mousse på en sprøjtepose og kom i køleskabet.
SAMLING
 
  • Det er MEGET nemmere at samle kagen i springformen, da man så en form der holder kagen sammen indtil moussen har sat sig.
  • Når du har samlet den skal du på køl til natten over.
  • Ælt marcipan, flormelis og glukosesirup sammen til en smidig masse.
  • Mål omkredsen og højden på kagen, og rul så marcipanen ud til et langt bånd der passes af målene. Sørg for at marcipanen er dækket af flormelis under hele udrulningen.
  • Rul marcipanen sammen.
  • Rul nu marcipanen rundtom kagen, og sæt det godt fast med hænderne.

Magnolias Marengsdrøm

Denne kage er simpelthen bare så mega god (!!!), den er let og frisk, den smager af dansk sommer. Margensbundene er super duper nemme at lave, jeg tør næsten sige at alle kan lave dem! Så hvis du skal holde en sommer fest eller fødselsdag, så lav den her kage, den er relativ hurtig at lave, ventetiden er altså det der tager længst tid. God fornøjelse!

Til cirka 10 personer.

Forberedelse: 30 minutter
Ventetid: 2 timer
Sværhedsgrad: Nem

MARENGSBUND

  • 6 æggehvider
  • 300g sukker
  • 2 teske eddike (både æblecidereddike og lagereddike kan bruges)

FYLD

  • Ca. 4 dl fløde
  • 1200g bær (f.eks. jordbær, eller blanding med hindbær, blåbær, brombær osv.)
  • 125g lys/mørk chokolade

FREMGANGSMÅDE

MARENGSBUND

  • Forvarm ovnen på 100 grader.
  • Pisk dine æggehvider bløde og tilsæt sukkeret en spiseske af gangen.
  • Tilsæt til sidst eddiken og pisk til, at maregnsen er sej og blank – og til du ikke længere kan mærke sukkerkornene mellem dine fingre!
  • Spred marengsen ud til en firkant på et stykke bagepapir (ca 15×30 cm) – eller kom det i en sprøjtepose med en stor rund tylle, og sprøjt to cirkler med en diameter på cirka 20-24 cm.
  • Bag bunden i cirka 1 time.
  • Når bundene er færdige slukkes ovnen – lad bundene køle af indeni ovnen,  i endnu en time! (det her er tricket til at få den bedste maregens!!)

FYLD

  • Vask bærerne og skær dem over hvis nødvendigt.
  • Hak chokoladen – gerne både små og store stykker. (jeg plejer af tage både mælke- og mørk chokolade)
  • Pisk fløden til skum – ikke for stift, da det ellers vil blive grynet.

SAMLING

  • Placer marengsbunden (eller bundene) på det ønskede fad.
  • Fordel flødeskummet på bunden og fordel bær og chokolade.
  • Har du valgt at lave to runde margensbunde placeres den sidste bund selvfølgelig ovenpå den første; og det gentages selvfølgelig med flødeskummet, bærrene og chokoladen.

 Marengsbunden er bedst på førstedagen.

TIP: Du kan lave marengsbund(ene) nogle dage i forvejen, så længe den bliver pakkes godt ind i en lufttætbeholder, så beholder den sin sprødhed!

Velbekomme!

Cheesecake-brownie med Hindbær

Det her er en af mine yndlingskager! Den er simpelthen så god! Den er så flot bare at kigge på, og den smager mindst 10 gange så godt! Jeg har lavet den SÅ mange gange. Stykkerne i kagen skal bestemt ikke være for store, da den ligger ret tungt i maven (selvfølgelig på den gode måde!). Du bliver nødt til at prøve denne super lækre kage! Den tager ikke så lang tid at lave igen. Så lad os komme igang!

Til ca. 10-12 personer

BROWNIE

200 g groft hakket mørk chokolade
200 g usaltet smør
250 g flormelis
3 æg
100 g mel

CHEESECAKEFYLD:

400 g flødeost
150 g flormelis
1/2 tsk vaniljeektrakt
2 æg

HINDBÆRMOUSSE
3 dl piskefløde
100 g flormelis
150 g hindbær (eller blåbær måske endda jordbær…? Det er helt op til dig – både friske og frosne kan bruges)

FREMGANGSMÅDE

BROWNIE

  • Forvarm oven på 170 grader.
  • Hak de 200 g chokolade groft og kom den op i en varmefast skål, og smelt den så over vandbad (lad ikke bunden af skålen ramme vandet!).
  • Lad chokoladen smelte jævnt.
  • Kom smør og sukker i en skål og pisk med en håndmikser (røremaskine kan sagtens bruges!) og pisk så til det er godt indarbejdet.
  • Tilsæt æggene et ad gangen til alt er godt blandet, og skrab evt. kanterne fri for ublandede ingredienser efter hvert æg.
  • Rør gradvist melet i og rør godt hver gang.
  • Skru op for hastigheden og pisk til at dejen er helt jævn.
  • Hæld langsomt den smeltede chokolade i  og blande det grundigt.
  • Hæld dejen i den ønskede form, og glat dejen med en paletkniv.

Brownien stilles væk (den skal ikke bage endnu)

CHEESECAKEFYLD

  • Kom flødeost, sukker og vaniljeekstrakt op i en skål (eller røremaskine) og pisk på laveste hastighed.
  • Pisk til det er jævnt blandet sammen.
  • Tilsæt et æg ad gangen.
  • Pisk den nu helt glat og ensartet – men pisk ikke for længe da osten godt kan skille!

Dejen skal nu gerne være jævn, tyk og cremet.

  • Smør dejen på brownien, og glat den med en paletkniv.
  • Bag kagen i ca 30-40 minutter eller til den er fast at røre ved og letgylden i kanten. Midten skal stadig være bleg.

Lad kagen køle af helt, dæk derefter til og sæt den på køl i mindst to timer eller gerne natten over.

HINDBÆRMOUSSE

  • Kom fløde, sukker og hindbær op i en skål (røremaskine kan være en fordel) og pisk til den er stiv.
  • Vend browinen ud på et skærebræt/eller køkkenbordet og vend den rigtig side opad.
  • Smør fyldet oven på cheesecakefyldet.

Pynt med friske hindbær (hvis du har valgt f.eks. blåbær i fyldet/moussen pynt med blåbær).