Jeg har endnu en gang givet mig i kast med de poplære Macarons. De smager virkelig skønt. Denne gang har jeg valgt følgende smage, en lækker chokolade ganache og en hindbær ganache. Grundmassen består af en lækker hvid chokolade ganache, hvori jeg blot har tilføjet de ønskede smage. Jeg har lavet en “grundmasse”, som jeg har delt i to lige store portioner, og derefter smagt dem til med mine ønskede smage. Du kan sagtens bare lade dine macarons fyld være den hvide chokolade ganache. 

Som en ekstra bonus, kan disse kager fryses!

Jeg poster jævnligt billeder på min Instagram, Magnolias.dk – smut ind forbi og følg den, det vil gøre mig utrolig glad.

Ca. 20 stk

Macarons:
100 g mandelmel
150 g flormelis
75 g æggehvider
1 knsp salt
50 g sukker
Pastafarve af eget valgt

Hvid chokolade ganache (grundmassen) 
½ dl piskefløde
100 g hvid chokolade
50 g smør
Evt. smag (jeg brugte ca 15 g smeltet mørk chokolade til min mørke chokolade ganache, og til min hindbær ganache, smagte jeg mig frem, med frystetørret hindbær, som jeg blot sigtede ned i massen, derudover, tilføjede jeg også cirka en halv tsk hindbær ekstrakt)

Jeg har denne gang valgt, at komme et frisk hindbær indeni mine macarons, for at give dem en mere frisk smag – det kan helt klart anbefales. Prøv eventuelt med andre bær!

FREMGANGSMÅDE: 

 Macarons: 

  • Sigt mandelmel og flormelis sammen.
  • Pisk æggehviderne stive med salt og pisk sukkeret i lidt ad gangen, til det bliver en tyk og glat marengsmasse.
  • Tilsæt farve og vend forsigtigt mandelmel/ flormelis i. Her kan du vælge at dele din dej og farve dejen i forskellige farver.
  • Massen må ikke være så tyk, at den laver toppe, men heller ikke så tynd, at den løber ud. Du kan eventuelt sætte en klat dej på bordet med en teske, hvis den laver toppe, så skal dejen vendes lidt mere endnu.
  • Fyld massen i en sprøjtepose med lille rund tylle og sprøjt den ud i ca. 40 små cirkler (ca. 2-3 cm) på bageplader med bagepapir.
  • Slå pladerne i bordet for at fjerne lufthuller, og lad kagerne “tørre” ved stuetemperatur i ½-1 time
    Varm ovnen op til 180 grader varmluft og sæt pladerne ind. Skru straks ned til 140 grader og bag kagerne 12 -15 min.
  • Lad dem afkøle helt på pladerne og flyt dem over på en rist.

 Hvid chokolade ganache: 

  • Giv fløden et opkog og tag den af varmen. Rør den hakkede chokolade i fløden, til den smelter, og rør smørret i. Tilsæt (hvis ønsket) den ønskede smag og farve
  • Lad cremen afkøle – eventuelt i køleskabet, så går det lidt hurtigere.
  • Vend halvdelen af dine macarons med bunden opad – se om du kan finde macarons der har nogenlunde samme størrelse, så de bliver et sæt.
  • Fyld cremen i en sprøjtepose og fordel den i toppe på bundene.
  • Tryk de resterende makroner ovenpå
  • Opbevar dem i køleskabet i op til 2 dage – eller frys dem.

Velbekomme,
Magnolia